Forlaget Ny Havn · v/Jørgen Duus · Voldboligerne 2, 2. · 1426 København K
 
Forside Guder til alle Husker du
vor skoletid?
Håndværk
- da det var håndens værk
Håndværk
- da det var håndens værk 2

244 - Smed

Luk kapitel-opslag  

Smed

Billede af et søm

   Først lidt om jern. Råjern indeholder 2,2 - 6% kul; det er ikke smedeligt, da det smelter pludseligt. Med under 2,2 % kul kan det smedes, dvs. formes ved hammerslag. Smedejern indeholder dog sjældent mere end 1,5% kul og som regel under 1% kul. Indeholder det under 1% kul bliver det ved glødning klæbrigt, så to stykker kan smedes sammen til et stykke. Er der en vis mængde kul i jern, kan det hærdes, dvs. gøres hårdere ved i glødende tilstand at blive dyppet i koldt vand, og jo større kulindhold, desto hårdere bliver jernet. Omkring år 400 kom jernet til Danmark. Først blev det importeret, men snart fandt vi ud af, at der i mange moser - særligt i Jylland - var brune jordlag, det såkaldte myremalm, hvoraf jernet kunne udvindes ved smeltning med trækul. Smeden blev en vigtig håndværker i Danmark.

   Smeden var efterhånden helt uundværlig for lands- bysamfundet. De fleste steder i landet "ansatte" bønderne en smed. De stillede så smedje og bolig til rådighed og lønnede ham med naturalier. Det kunne være korn og halm, brændsel og fri græsning på bøndernes marker om sommeren. Til gengæld skulle smeden holde bøndernes redskaber og vogne ved lige og sko deres heste. Det var sjældent, der var rede penge imellem dem, - kun når der skulle fremstiles nye ting. En bonde kunne være så snu, at han det ene år lod den forreste del af sin vogn reparere og det næste år den bageste del; så havde han fået en helt ny vogn uden at betale for den. Hver gårdmand havde aftale om bestemte smededage (smedestævner). Bonden skulle stille med karl, kul og jern.
   Fra morgen til aften stod smeden i nær kontakt med sod og ild, og det satte spor i hans udseende. Nogle kaldte ham "den sorte mand", - sort som han var i ansigt, på hænder og arme. Armene var nøgne, for at gløder ikke skulle sætte sig fast i tøjet. Også tøjet blev sort - og det store læderforklæde, som skulle skåne mod gløder. Ansigtskuløren kunne i årenes løb ændres, ligesom ved tatovering kom nogle af de sorte korn ind under huden. Man kunne tro, der var varmt i en smedie med al den ild. Men varmen gik lige op i skorstenen, og smeden fik kun varme på ryggen, når han stod og smedede ved ambolten med ryggen til essen. Omkring benene var det koldt, og gigt var en almindelig følgesygdom.

   Stor og stærk - sådan forestiller vi os smeden. Stærk måtte han være, for jern er tungt. Men stor - det var nu ikke altid et gode. Var man høj, var det en stor belastning for ryggen at stå stærkt foroverbøjet, når man skoede en hest; i den stilling skulle man samtidig bruge mange kræfter på at trække søm ud, rette hoven til og slå sko på. Derfor stod der helt tilbage i de gamle lavsartikler, at når man tog en dreng i lære som vogn- og beslagsmed, måtte han ikke være mere end 1,65 m høj, og så kunne man håbe på, at han ikke voksede for meget.

   Ud over at være håndværker havde smeden også ry for at kunne noget, som andre ikke kunne. Han var byens kloge mand, der havde forstand på lidt af hvert: han kendte lægeplanter, brændte bylder af med glødende jern (det gjorde næsten ikke ondt, og såret lukkede sig med det samme), han trak tænder ud og kunne årelade. Og dyrlæge var han også, det bestod nu mest i, at han gned dyrenes ben med tør rughalm og årelod.

<= Forrige  -  Næste =>