Forlaget Ny Havn · v/Jørgen Duus · Voldboligerne 2, 2. · 1426 København K
 
Forside Guder til alle Husker du
vor skoletid?
Håndværk
- da det var håndens værk
Håndværk
- da det var håndens værk 2
 
Håndværk - da det var...
Fødevarer
Beklædning
Bolig-husgeråd-transport
- Murer 122
- Stenhugger 138
- Brolægger 142
- Gørtler-Metalstøber 146
- Blikkenslager 160
- Glasmager 170
- Glarmester 181
- Tømrer 190
- Snedker 202
- Bødker 214
- Skibstømrer 222
- Hjul- og karetmager 234 >
- Smed 244
- Maler 256
Service
Anmeldelser

  Pris: 295 kr. - 318 sider.
  Køb den i boghandelen
  ISBN 87-988972-0-9


Hjul- og karetmager

Hjulmanden på landet var en lige så anset mand som smeden. Ligesom smeden beherskede han et fag, som landboerne ikke selv kunne klare, og de vidste, hvor vigtigt det var, at arbejdet var ordentligt udført. Gik egerne løs, eller var hjulenes styrt ikke ordentligt lavet, gik det ud over vognens holdbarhed og kunne endda få alvorlige følger. I øvrigt arbejdede hjulmanden og smeden tæt sammen, når der skulle fremstilles et køretøj. På landet var det nok mest stive arbejdsvogne, der blev frembragt, selv om hjulmanden også kunne lave vogne til personbefordring, - dygtig som han var til alt træarbejde. Ud over at bygge og reparere vogne udførte hjulmanden også andet præcisionsarbejde i træ som udboring til vandpumper, fremstilling af værktøj og træarbejdet på landbrugsredskaber.
Fabrikation af de virkelig luksusbetonede køretøjer var et samarbejde mellem mange håndværksfag. De større vognmagere i byerne beskæftigede sadelmagere, snedkere, smede, malere, glarmestre, drejere og så selvfølgelig hjulmænd. Hvis køberen havde specielle ønsker, skitserede man først vognen på en tegning og fremstillede derefter en model. Det var sjældent, at en luksusvogn havde plane flader og rette linier, de krumme flader kunne ikke overføres til almindelige mål, og derfor var en model til usædvanlige vogne nødvendig. Den, der frembragte selve vognkassen, måtte være en meget dygtig snedker. Først byggede han skelettet op, og derpå formede han fyldningerne. Når et tyndt bræt skulle bues, fugtede han det på den ene side og varmede det på den anden; på den måde blev den fugtede side konveks, og formen holdt sig, hvis han straks satte brættet i spænd på vognkassen.
Læs videre i bogen: 10 sider, 18 billeder, beskrivelse af faget og 3 beretninger fra karetmagere i 1890´erne.